Kunst af Jan Kaczmarek

På denne side kan du se mine kunstværker – tegninger og malerier.

Baggrund

Min kreative og kunstneriske side kan jeg takke min mor, Barbara Janina Kaczmarek for. Hun er kunstner – tegner og maler – og har arbejdet som porcelænsmaler i sin tid.

Siden, jeg var barn, har min mor tegnet og malet med mig. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var noget, jeg var god til, og i og med, jeg dyrkede denne hobby ofte, blev jeg med tiden også bedre.

I dag er det meget sjældent jeg tegner eller maler. Hobbyen er rykket over på et andet medie – internettet – og mine kunstneriske evner kommer i dag til udtryk i form af logoer og designs til hjemmesider.

Værker

Herunder er nogle af mine værker, som jeg har valgt at udstille her på min hjemmeside. Jeg ved ikke engang, om originalerne længere findes – måske hjemme hos mine forældre. Flere ældre værker vil blive tilføjet løbende.

Alene i rummet (2007)

Alene i rummet
Alene i rummet er malet i akryl, og det var mit første bekendtskab med akrylmaling. Det er efterfølgende blevet behandlet i et billedredigeringsprogram for at give et endnu mere simplificeret og kantet udtryk. Da jeg malede Alene i rummet havde jeg ikke malet i mange år – førhen havde jeg primært lavet tegninger med blyant eller malerier med oliemaling; det var en ny oplevelse for mig, hvilket var glædeligt. Men da jeg malede Alene i rummet var det i en periode, hvor jeg følte mig lidt alene og lidt trist.

Skrivebordet (2007)

Skrivebordet

Skrivebordet er først blevet tegnet med blyant og derefter redigeret i et billedredigeringsprogram for at fremme de kubistiske træk. Værket var en del af en billedkunstopgave, og forestiller undertegnede foran mit skrivebord, med min stationære computer, Altec Lansing-computerhøjtalere, en kop kaffe til venstre, og en bog i højre side.

Hello, World (2007)

Hello, World

Tegnet med blyant på linieret papir. Picasso-inspireret. Titlen har intet med WordPress at gøre :)

Syre (2007)

Syre

Skitsen er lavet med blyant på et almindeligt A4-papir, hvorefter det er blevet tegnet op med en sort kuglepen. Titlen kommer af, at det nok er det mest syrede værk, jeg har lavet. Værket er en opgradering af Hello, World. Linjerne er blevet gjort skarpere i et billedredigeringsprogram.